Kun tråden kender sin vej gennem stoffet
Solstråler og havglimt bryder gennem vinduerne mens fjeldene, der omkranser Bergen, nærmest trænger sig på. Landskabet ude skaber en dramatisk kontrast til de flygtige, sfæriske kroppe der, hængende fra loftet og fra væggene, fylder det lyse atelier. Skulpturelle assemblager af satin, transparente tekstiler, bomuld og tynd, knitrende plastik møder gummi, latex, gips og stearin. Jeg forsøger at genkalde mig de mange indtryk fra mit første møde med Cato Lølands værker på hans atelier i Bergen sidste forår. Jeg prøver at huske den måde sammenstødene mellem materialerne gjorde mig opmærksom på deres taktile kvaliteter, på deres lugt. Den måde værkerne indtog rummet – på en gang skrøbelige og insisterende i deres tilstedeværelse.
Tydeligst
husker jeg en spinkel skulptur, der hang fra loftet. Den var som en dansers
krop, let og yndefuld. Dens kerne bestod af to let bøjede stålrør, som er
blevet påført gips. De hænder, der har grebet om stålrørene har efterladt
tydelige aftryk i det våde materiale. Den bevægelige overflade gik igen i hele
skulpturkroppen, der blidt svajede fra sit snoreophæng i loftet. Værket åndede
og bevægede sig, reagerede på min krop og de næsten umærkelige bølger af luft,
som man skubber foran sig når man går. Et lyst stykke stof hang mellem de to
øverste punkter på stålrørene. Det havde frynser for neden og to buede stropper
var monteret på den øvre del af stofstykket. Helt umiddelbart ledte jeg straks
efter menneskelige træk i materialerne, forsøgte at genkende værket som en
krop. Som en maske med øjne eller en krop med aftegnede bryster? Værket
hedder Oss, antenner og er fra 2019.
Et
insisterende fokus på materialets særegne kvaliteter og interessen for at få
dem til at træde frem, løber som en tråd gennem hele Cato Lølands virke og
folder sig for alvor ud i værker som Oss, antenner, hvor umærkelige
aftryk fra hans egen krop indgår i skulpturens og etablerer en flydende
udveksling mellem hans krop og materialet han arbejder i. I andre værker er
dette greb mere subtilt til stede. I værket Gjennomsiktig form,
2019, hænger et florlet stykke polyesterstof fra loftet i en tråd, der er
monteret i hvert af stoffets fire hjørner. De lette transparente kunststoffer,
der går igen i mange af Cato Lølands værker, tilføjer en skrøbelig flygtighed
til værket. Stoffet er blevet klippet op i baner, så det kun lige akkurat
stadig er et sammenhængende stykke. Lølands gestus i materialet bliver en
formation, der bestemmer min opfattelse af rummet, et filter jeg, som beskuer,
kommer til at se arkitekturen igennem og som bestemmer måden jeg befinder mig i
det og bevæger mig på. En lignende teknik er benyttet i værket Sølvrygg. Det
sølvglimtende polyester falder let fra loftet i sit snoreophæng og hæfter sig
på væggen i en elegant bue. Vinden kan så let som ingenting gribe i det
gennemklippede stof. Foruden at aktivere betragterens krop og aktivt hæfter sig
på arkitekturen peger værket også på sig selv som en krop. Eller et fragment af
en krop – nemlig en ryg.
Sådan
veksler, forskyder, forskubber og oversætter Cato Lølands værker hele tiden
relationen mellem krop, arkitektur og materiale. Forskydningerne sker særligt
gennem den gennemgående brug af stof og tøjrester, der konstant skifter
position i hans værker og hvis form og udtryk er svært at fastholde i en
entydig forståelse af, hvad der er på færde. Materialevalget giver værkerne
intimitet, tilføjer en nærhed, som særligt stammer fra brugen af tekstilerne.
For tekstil er vel først og fremmest et materiale vi relaterer til vores krop –
til det tøj vi klæder os i. På den måde taler stoffet i Cato Lølands værker
også om fraværet af en krop. Det gemmer på usynlige aftryk, fra de personer,
der har båret eller skabt det – som videregiver et kropsligt nærvær i værkerne.
Den danske forfatter Ida Holmegaard
skriver i LOOK, 2020, en slags hybridtekst mellem essay og roman,
om tøj, tekstiler og køn. Hun beskriver hvordan stoffet vi klæder os i, bliver
læst af vores omgivelser. Hvordan tøj kan være kilde til glæde, men også
ustandseligt udøver sin egen subtile magt ved at koreografere kroppen, og
dermed indskrive den i et køn, en alder, en socialstand, en nationalitet eller
et job, som vi ikke nødvendigvis føler os hjemme i. Gennem Cato Lølands præcise
materialevalg og sammensætninger fremstiller han en lignende pointe. For ved at
dekonstruere tøjstykker og tekstiler, trævler Løland vores velkendte omgang med
beklædning op og skaber værker, hvor køn og identitet kan flyde mere frit –
hvor kun tråden kender sin vej gennem stoffet, som Ida Holmegaard skriver.
På samme måde perforerer Ida
Holmegaard stoffets kulturhistorie. Som Ida Holmegaards tekstlige behandling af
klædning og tekstil, fastholder Cato Løland blikket på de taktile og synlige
overflader, hvor normer og stereotyper kan tages til forhandling. Tøj er som et
kostume, der fortæller hvem vi er eller hvem vi gerne vil opfattes som, et
harnisk vi kan beskytte os bag. Vi kommunikerer gennem tøj, bruger dets
sociale, kulturelle og kommercielle status, i et forsøg på at styre læsningen
af vores kroppe. Tøj er levende projektionsflader, et ekstra lag hud, der for
en stund bliver en del af kroppen for i næste øjeblik at kunne efterlades som
en tom ham på gulvet. Det er netop denne levende kropslighed fra tøjet, som går
igen og animeres i Cato Lølands værker. I Oss, antenner, 2019, Gjennomsiktig
form, 2019, Sølvrygg og en række nye værker er værkernes
delikate lag af stof som tynde membraner. Hud, der luftigt aftegner og antyder
kroppe i rummet. Og de er ikke blot én krop, men snarere fragmenter af mange.
For værkerne er umulige at adskille fra de forskellige kroppe, der har båret
eller skabt tekstilerne, som skulpturerne udgøres af. Værkerne er både sin egen
krop og andres. Organiske kroppe og industrielt producerede materialer på en og
samme gang.
*
I en række af
Cato Lølands nyeste værker fra 2020 er kroppen mere påtrængende i sin
tilstedeværelse. Værkerne er skabt af gamle jeans, der er blevet beskåret,
strakte og forvredet i nye positurer, udspændt fra vægen af en bøjet metalstang
eller vævet sammen med silketynde baner i orange og lilla, der står i skarp
kontrast til denimstoffets farve og tekstur. De søm og syninger, der gav
stoffets dets faste form og evne til at omslutte en krop og dens bevægelser er
blevet dekonstrueret og er delvist tilbageført til de oprindelige udskæringer
af stofbanerne.
Med
tekstilerne som sine primære materiale betoner Cato Løland relationen mellem
værk og krop og indskriver sine værker i de komplekse, relationelle netværk som
udgør vores verden. Tekstilerne er genbrugt tøj og frasorterede stofrester. De
er på et tidspunkt blevet givet en form og en etymologi, en historie, som de
bringer med sig. Og selvom de på en måde er trådt ud af den fortælling, de
oprindeligt var tiltænkt er stofferne fortsat en del af en global fortælling,
der kan strække sig fra bomuldsplantager og sweatshops over
designafdelinger i internationale modehuse til globale handelsaftaler og
frihandelszoner. Tekstilerne peger på den globale kapitalismes strukturer, der
sikrer virksomheders og varers frie bevægelighed og som samtidig er med til at
fastholde mennesker i sociale og økonomiske bevægelsesmønstre.
Spor
fra ukendte arbejdende hænder er indvævet i klædet, det gemmer sig i tøjets søm
og i stoffets trævlede strukturer. Det er alt sammen information, der er blevet
indlejret i materialet og som således også tager del i værket. Det gemmer på
historier om silkeormens spundne puppe, der består af metervis af en fin,
spinkel silketråd. Eller råolien, der kan forvandles til slidstærke kunstfibre
og væves til polyester. Om bomuldsplanten, der dyrkes i store dele af verden –
både i Vesten og i tredjeverdenslande. I konventionelle bomuldslandbrug
anvendes store mængder pesticider og gødning – jorden udpines, bønderne skades
af kemikalierne. Det er en ressourcekrævende, global og postkolonial
tilstedeværelse, der har indlejret sig i tekstilerne.
Det kan virke
svært at indfange Cato Lølands skulpturelle værker i ord og sætninger: de
vækker nærmere en fornemmelse af, at der skal opfindes et nyt sprog for de
kropslige og flygtige skulpturer – eller at de skal have lov til også at
forblive sprogløse. For ligeså kropsligt tilstedeværende og bevægelige de er,
er de også hele tiden ved at opløse sig selv. På den måde tillader Cato Lølands
værker, at flere oplevelsesplaner eksisterer side om side som halvt opløste
mellemrum og overgange i en bestræbelse på at sætte verden sammen på ny.
Netop dette er et gennemgribende træk i Cato Lølands praksis: værkerne er på en
gang poetiske og dybt pragmatiske, når han med de velkendte og hverdagslige
tekstiler koreograferer betragterens og ikke mindst værkernes bevægelse i
rummet. Det er omskiftelige og flydende skulpturkroppe, der agerer globalt,
politisk og økonomisk bevidst.
Nanna Stjernholm
Jepsen
