Ur





Ur 




Før, før, etter, etter
Tag Team Studio 2021
Foto: Thor Brødreskift



































Før, før, etter, etter

I 1982 går ein samlar kring i Messelgruva ved Darmstadt i Tyskland. Det er ein samlar sitt lodd i livet å ha auga festa til bakken, blikket raskt hoppande og saumfarande. Klar til å sjå all verdas potensiale i det ein måtte ha føre seg er verdt å samle på. Om akkurat det denne Samlaren samlar på er stein eller kvist eller noko heilt anna, veit ein ikkje, i skriftlege kjelder er Samlaren berre omtala som «privat». Kan hende var det tilfeldigheiter, flaks som møtte potensiale. Kan hende noko så enkelt som eit heldig spark i riktig stein. Kor det enn måtte ha seg enda Samlaren opp med å finne ho. Ida. Vetle Ida, med mjølketennene framleis i behald.
Kor lenge har ho låge der, nedi bakken i det tyske gruvelandskapet kor ein koka olje ut or skifer, vrei saft ut or gråstein? Dei lærde stridas, men sist mjølketenna hennar gnog svaltent på lauv eller gras, var omlag 47 millionar år sidan.

I 1982 vart ein annan Samlar fødd. Han vaks opp i ei bittelita bygd på Vestlandet, med eit namn som minner om ein sport. Ein sport spela av fleire enn det er menneske som bur på denne bittelille staden. Samlaren bit mjølketenna saman, drøymer seg vekk til ein annan stad, medan han sparkar i stein og ser all verdas potensiale. I ein tråd, i ein stein, i eit røyr.   
For somme ligg romantikk forankra i tanken om at det som har kome frå jorda, ein gong skal kome attende. Utan å sette spor, som om det er eit mål i livet å ha gått gjennom det like stillfaren som ein kom til. Nedbrytbar, naturfarga og økologisk.
Samlaren ristar på hovudet, sparkar i riktig kvist og gnissar mjølketenna runde, som havet slipar stein. Samlaren veit det alle som kjem frå små stader veit. Kjelda til romantikk og nærleiken til jorda kjem ikkje frå dette, denne formålslause trongen til stillfaren forlate livet utan å sette spor i jorda ho kjem frå.

Om 47 millionar år vert enda ein kvist tråkka på, riktig blad snudd, den rette steinen løfta. Ein privat samlar har kome, blikket festa på bakken hen går på. Kan hende det er tilfeldig. Eit sjeldan tilfelle kor flaks møter potensiale. Der ligg han. Cato. Vaksne Cato, med ingen mjølketenner i behald. Kan hende spekulerast det høgt i lystige lag, for Cato ligg ikkje einsam nedi den mørke, romantiske jorda. Ikkje nedbrytbar, ikkje naturfarga og slett ikkje økologisk.
Sveipa i polyester ligg han, med noko ved si side, som strekk seg utover seg sjølv og den menneskelege kropp. Eit verkty? Eit reiskap? Ei forlenging av all verdas potensiale?
Det rislar i vitskaplege kretsar; det undras i akademiske fellesskap. Kva i alle dagar skal dei bety, desse konstruksjonane?

Cato Sumarfuglfangar, Cato Krigaren, Cato Høgdehoppar? Dei klør seg i hovudet, prøver desperat å gripe fatt om det uhandgripelege. Gåta Cato, og det dei fann ved hans side. Kva lo han av? Kva trudde han på? Kva skjedde?
Er det spor av ein gamal fangstmetode, desse underlege stålstengene? Vitnar dei om behov for ly, for tryggleik og vern? Er dei kan hende hyllestar til skikkelsar frå fordumstid, ei bøn om å late det regne, ein abstrakt tommel opp til ein kul fest?
Dei lærde møtes; flokkar seg til på åstaden. Det er om å gjere å vere tettast på kor det skjedde, i ettertid begeistra kunne utbryte; «eg var der då dei fann han!».
Mellombels held Cato tyst. Det er ikkje eit ord å få ut or han, ikkje noko saft som sildrar frå gråsteinen.

All verdas romantikk fins ikkje i komposten. Denne tanken om jorda som rein og uskuldig, at det som kjem ut ho er ekte og rett, er også konstruert, slik det er med all verdas hus og byggverk. Aluminium fell til bakken i flak. Tommel opp for kul fest. På laurdagen sluker menneske i seg søyler av mat, sveipa i tynne lag av metall. Saus som renn på bakken. Kva åt du, Ida og kva åt du, Cato? Begge møter verda med gnissande tenner. All verdas potensiale; ein tekstil, eit materiale, eit løfte om at i morgon vert enklare. Bua former, skjøre bitar. Cato Olympisk utøvar, Cato Hundepassar, Cato Smykkesmed?

Ein kokong av rysjar og sateng, viskose og skulderputer. Kan ein samle på funksjon, lukte seg fram til moro? Å samle er å tenkje på framtida, ha ei fornemming om kva som kan skje når flaks møter potensiale. Plukke i riktig fiber, spare på tvåger, spleise gamle laken. Det ein samlar, skal ein også gje ein plass til sist. Binde saman, føye inn i ei større heilheit. Med strips, med teip og med knutar, som om det er tvingande naudsynt med klam nærkontakt. Skarpe stenger, innsnurpa band. Vert det meir til å halde ut når bandet som strammar inn er bunde som ei sløyfe? Var det dette som skjedde med Ida, blodårar som snirkla seg kring og stramma for hardt? Ida er så nær å vere komplett. Berre leggen manglar. Ei ufullstendig samling; det manglande bein. Kva så med deg, Cato?
47 millionar år er lang tid. Til og med for stein. Stålstenger tvinger seg ut, pressar seg opp og fram som jordas framandlekam. Eit manglande bein, eit gryande exoskjelett?
Mykje i verda er tilfeldig. Hadde Ida vore smart, hadde ho symja. Klappa mjølketennene saman i sprellande fisk, ikkje i beiskt lauv. Kanskje hadde ho søkke til botn, forskansa seg i porøse hòler, langsamt verte til hydrokarbon for så å 47 millionar år seinare verte til kevlar, vinyl eller kanskje til skulderputer av polyester. Samla av ein som tråkker på kvist, snur på blad, trekker i riktig tråd. Flaks møter potensiale.

Tekstilar tvinnas rundt si eiga akse. Skål, skoliose, viskose. 47 millionar år er ingenting for sumarfuglane. Mor, bær, spinner. Tynne, sterke, blanke. Syntetiske og regenererte fibrar som mjuknar ved oppvarming, smeltar saman og stivnar att når dei vert kjølt ned. Cato som tvinger kalde stålstenger gjennom glatt silke, kastar spyd i sprøtt tyll.
Avrivne biter av drakter nytta til fest lagt over einannan, kapslar kvarandre inn. Finn saman og vert til konkave og konvekse former. Den halve sirkelen, lukka og open. Eit skjold mot verda, eit nett for å ta ho imot.
Også dette kjem utav den reine, uskuldige jorda; polyester som sveiper seg som ei hud over plantene sine stenglar og blad. Kutikula, ei hinne. Kan hende som ein halv sirkel, beskyttande mot å late for mykje vatn forlate planta. Kutikula, ein av dei mest motstandsdyktige delane av planter, ofte bevara i fossil. Som Ida, med mjølketennene i behald. Som fossil som langsamt vert til hydrokarbon, for så å 47 millionar år seinare verte til kevlar, vinyl eller kanskje skulderputer av polyester. Syntetiske og regenererte fibrar mjuknar ved oppvarming, smeltar saman og stivnar att når dei vert nedkjølte. Alt som vert laga i verda, er laga av det som er i ho. Nedbrytbar, naturfarga og økologisk.

Trådar av metall som tvinnas rundt stenger av stål. Lik fjæra i klypene på ei snor, haldande fast i tekstiler veivande som flagg i vinden. Halve sirklar med metall som snirklar seg ut og inn i veva fiber med tette masker. Cato som stryker varsamt over all verdas potensiale, smeltar det saman i konkave og konvekse former.
Vatn som forlata jernet, saft vridd ut or gråstein. Hyllestar til fordumstid, ei bøn om å late det regne. Cato med auga festa til bakken, blikket raskt hoppande og saumfarande. Det ein samlar skal ein også gje ein plass til sist. Laken, fatle, stålstenger. Det manglande bein?


Sara Kollstrøm Heilevang
17.05.21



VIND AUGE

Vestlandsutstillingen 2021










Foto: Maya Økland /Vestlandsutstillingen






Familiar
AiR Surnadal Billag 2020
















Albogerom
SOFT galleri 2020
Foto: Øystein Thorvaldsen 











 Kun tråden kender sin vej gennem stoffet

Solstråler og havglimt bryder gennem vinduerne mens fjeldene, der omkranser Bergen, nærmest trænger sig på. Landskabet ude skaber en dramatisk kontrast til de flygtige, sfæriske kroppe der, hængende fra loftet og fra væggene, fylder det lyse atelier.  Skulpturelle assemblager af satin, transparente tekstiler, bomuld og tynd, knitrende plastik møder gummi, latex, gips og stearin. Jeg forsøger at genkalde mig de mange indtryk fra mit første møde med Cato Lølands værker på hans atelier i Bergen sidste forår. Jeg prøver at huske den måde sammenstødene mellem materialerne gjorde mig opmærksom på deres taktile kvaliteter, på deres lugt. Den måde værkerne indtog rummet – på en gang skrøbelige og insisterende i deres tilstedeværelse. 

Tydeligst husker jeg en spinkel skulptur, der hang fra loftet. Den var som en dansers krop, let og yndefuld. Dens kerne bestod af to let bøjede stålrør, som er blevet påført gips. De hænder, der har grebet om stålrørene har efterladt tydelige aftryk i det våde materiale. Den bevægelige overflade gik igen i hele skulpturkroppen, der blidt svajede fra sit snoreophæng i loftet. Værket åndede og bevægede sig, reagerede på min krop og de næsten umærkelige bølger af luft, som man skubber foran sig når man går. Et lyst stykke stof hang mellem de to øverste punkter på stålrørene. Det havde frynser for neden og to buede stropper var monteret på den øvre del af stofstykket. Helt umiddelbart ledte jeg straks efter menneskelige træk i materialerne, forsøgte at genkende værket som en krop. Som en maske med øjne eller en krop med aftegnede bryster? Værket hedder Oss, antenner og er fra 2019.

Et insisterende fokus på materialets særegne kvaliteter og interessen for at få dem til at træde frem, løber som en tråd gennem hele Cato Lølands virke og folder sig for alvor ud i værker som Oss, antenner, hvor umærkelige aftryk fra hans egen krop indgår i skulpturens og etablerer en flydende udveksling mellem hans krop og materialet han arbejder i. I andre værker er dette greb mere subtilt til stede. I værket Gjennomsiktig form, 2019, hænger et florlet stykke polyesterstof fra loftet i en tråd, der er monteret i hvert af stoffets fire hjørner. De lette transparente kunststoffer, der går igen i mange af Cato Lølands værker, tilføjer en skrøbelig flygtighed til værket. Stoffet er blevet klippet op i baner, så det kun lige akkurat stadig er et sammenhængende stykke. Lølands gestus i materialet bliver en formation, der bestemmer min opfattelse af rummet, et filter jeg, som beskuer, kommer til at se arkitekturen igennem og som bestemmer måden jeg befinder mig i det og bevæger mig på. En lignende teknik er benyttet i værket Sølvrygg. Det sølvglimtende polyester falder let fra loftet i sit snoreophæng og hæfter sig på væggen i en elegant bue. Vinden kan så let som ingenting gribe i det gennemklippede stof. Foruden at aktivere betragterens krop og aktivt hæfter sig på arkitekturen peger værket også på sig selv som en krop. Eller et fragment af en krop – nemlig en ryg.

Sådan veksler, forskyder, forskubber og oversætter Cato Lølands værker hele tiden relationen mellem krop, arkitektur og materiale. Forskydningerne sker særligt gennem den gennemgående brug af stof og tøjrester, der konstant skifter position i hans værker og hvis form og udtryk er svært at fastholde i en entydig forståelse af, hvad der er på færde. Materialevalget giver værkerne intimitet, tilføjer en nærhed, som særligt stammer fra brugen af tekstilerne. For tekstil er vel først og fremmest et materiale vi relaterer til vores krop – til det tøj vi klæder os i. På den måde taler stoffet i Cato Lølands værker også om fraværet af en krop. Det gemmer på usynlige aftryk, fra de personer, der har båret eller skabt det – som videregiver et kropsligt nærvær i værkerne.

Den danske forfatter Ida Holmegaard skriver i LOOK, 2020, en slags hybridtekst mellem essay og roman, om tøj, tekstiler og køn. Hun beskriver hvordan stoffet vi klæder os i, bliver læst af vores omgivelser. Hvordan tøj kan være kilde til glæde, men også ustandseligt udøver sin egen subtile magt ved at koreografere kroppen, og dermed indskrive den i et køn, en alder, en socialstand, en nationalitet eller et job, som vi ikke nødvendigvis føler os hjemme i. Gennem Cato Lølands præcise materialevalg og sammensætninger fremstiller han en lignende pointe. For ved at dekonstruere tøjstykker og tekstiler, trævler Løland vores velkendte omgang med beklædning op og skaber værker, hvor køn og identitet kan flyde mere frit – hvor kun tråden kender sin vej gennem stoffet, som Ida Holmegaard skriver.

På samme måde perforerer Ida Holmegaard stoffets kulturhistorie. Som Ida Holmegaards tekstlige behandling af klædning og tekstil, fastholder Cato Løland blikket på de taktile og synlige overflader, hvor normer og stereotyper kan tages til forhandling. Tøj er som et kostume, der fortæller hvem vi er eller hvem vi gerne vil opfattes som, et harnisk vi kan beskytte os bag. Vi kommunikerer gennem tøj, bruger dets sociale, kulturelle og kommercielle status, i et forsøg på at styre læsningen af vores kroppe. Tøj er levende projektionsflader, et ekstra lag hud, der for en stund bliver en del af kroppen for i næste øjeblik at kunne efterlades som en tom ham på gulvet. Det er netop denne levende kropslighed fra tøjet, som går igen og animeres i Cato Lølands værker. I Oss, antenner, 2019, Gjennomsiktig form, 2019, Sølvrygg og en række nye værker er værkernes delikate lag af stof som tynde membraner. Hud, der luftigt aftegner og antyder kroppe i rummet. Og de er ikke blot én krop, men snarere fragmenter af mange. For værkerne er umulige at adskille fra de forskellige kroppe, der har båret eller skabt tekstilerne, som skulpturerne udgøres af. Værkerne er både sin egen krop og andres. Organiske kroppe og industrielt producerede materialer på en og samme gang.

*

 

I en række af Cato Lølands nyeste værker fra 2020 er kroppen mere påtrængende i sin tilstedeværelse. Værkerne er skabt af gamle jeans, der er blevet beskåret, strakte og forvredet i nye positurer, udspændt fra vægen af en bøjet metalstang eller vævet sammen med silketynde baner i orange og lilla, der står i skarp kontrast til denimstoffets farve og tekstur. De søm og syninger, der gav stoffets dets faste form og evne til at omslutte en krop og dens bevægelser er blevet dekonstrueret og er delvist tilbageført til de oprindelige udskæringer af stofbanerne.

Med tekstilerne som sine primære materiale betoner Cato Løland relationen mellem værk og krop og indskriver sine værker i de komplekse, relationelle netværk som udgør vores verden. Tekstilerne er genbrugt tøj og frasorterede stofrester. De er på et tidspunkt blevet givet en form og en etymologi, en historie, som de bringer med sig. Og selvom de på en måde er trådt ud af den fortælling, de oprindeligt var tiltænkt er stofferne fortsat en del af en global fortælling, der kan strække sig fra bomuldsplantager og sweatshops over designafdelinger i internationale modehuse til globale handelsaftaler og frihandelszoner. Tekstilerne peger på den globale kapitalismes strukturer, der sikrer virksomheders og varers frie bevægelighed og som samtidig er med til at fastholde mennesker i sociale og økonomiske bevægelsesmønstre.

Spor fra ukendte arbejdende hænder er indvævet i klædet, det gemmer sig i tøjets søm og i stoffets trævlede strukturer. Det er alt sammen information, der er blevet indlejret i materialet og som således også tager del i værket. Det gemmer på historier om silkeormens spundne puppe, der består af metervis af en fin, spinkel silketråd. Eller råolien, der kan forvandles til slidstærke kunstfibre og væves til polyester. Om bomuldsplanten, der dyrkes i store dele af verden – både i Vesten og i tredjeverdenslande. I konventionelle bomuldslandbrug anvendes store mængder pesticider og gødning – jorden udpines, bønderne skades af kemikalierne. Det er en ressourcekrævende, global og postkolonial tilstedeværelse, der har indlejret sig i tekstilerne.

 

Det kan virke svært at indfange Cato Lølands skulpturelle værker i ord og sætninger: de vækker nærmere en fornemmelse af, at der skal opfindes et nyt sprog for de kropslige og flygtige skulpturer – eller at de skal have lov til også at forblive sprogløse. For ligeså kropsligt tilstedeværende og bevægelige de er, er de også hele tiden ved at opløse sig selv. På den måde tillader Cato Lølands værker, at flere oplevelsesplaner eksisterer side om side som halvt opløste mellemrum og overgange i en bestræbelse på at sætte verden sammen på ny. Netop dette er et gennemgribende træk i Cato Lølands praksis: værkerne er på en gang poetiske og dybt pragmatiske, når han med de velkendte og hverdagslige tekstiler koreograferer betragterens og ikke mindst værkernes bevægelse i rummet. Det er omskiftelige og flydende skulpturkroppe, der agerer globalt, politisk og økonomisk bevidst.

 

Nanna Stjernholm Jepsen





Sølvrygg 
Årsutstillingen 2019

Sølvrygg

Norske Kunsthåndverkeres Årsutstilling 2019 som ble vist på KODE i Bergen. Foto: Dag Fosse / KODE.

Sølvrygg
Norske Kunsthåndverkeres Årsutstilling 2019 som ble vist på KODE i Bergen. Foto: Dag Fosse / KODE.